Ferie på Læsø

Ferie på Læsø?

Læsø er en lille perle ude midt i Kattegat.

Når du går ombord på færgen i Frederikshavn kan du allerede mærke, hvordan dine skuldre sænker sig og du begynder at slappe af. Færgeturen varer 1 1/2 time og er ikke billig – især ikke i højsæsonen, men takket være den, er Læsø ikke overrendt og har  bevaret sin autenticitet og charme.

Her er ikke noget pulserende natteliv, selvom vi dog kan prale af et diskotek. ” Kattegats Perle ” hedder det, og her er øllet koldt og musikken høj.

Læsø er smuk uberørt natur med masser af vilde blomster, sjældne orkideer, kødædende planter og vilde dyr. Sidst på sommeren vokser her kantareller overalt.

Her er hvide strande uden mange mennesker. Til gengæld er her mange sæler.

Læsø er det gode liv med friske råvarer: fisk med klare øjne, sprøde grøntsager, jordbær som er plukket samme morgen og som smager lige så godt, som du husker.

Hvis du ikke selv har lyst til at stå i køkkenet er der et væld af gode spisesteder. Her er noget for enhver smag og enhver pengepung. Uanset om du er til traditionel mormormad eller om du gerne vil udfordre dine smagsløg med udsøgt mad- og dito vin, så finder du det her på Læsø.

Her er fred og ro, ingen kriminalitet så du behøver ikke engang at låse din cykel og slet ikke din gadedør.

Læsø er et af de steder i Danmark, hvor der bliver målt flest solskinstimer – og det er slet ikke så ringe – som man siger på Læsø, når noget er helt fantastisk.